web-bente.jpg
 

Hedensted Kommune sikrer data og skaffer mere tid til børnene

Hedensted Kommune har den 8. december udsendt nedenstående pressemeddelelse:


Til redaktionen

Hedensted Kommune sikrer data og skaffer mere tid til børnene

Efter vellykket test i Børnehaven Tjørnebo tilbydes alle børnehaver opkobling til kommunens elektroniske dokumenthåndteringssystem SBSYS.

”Systemet giver helt klart mening i dagligdagen. Det giver os mere tid til børnene, det sikrer vores data og det understøtter vores arbejde med inklusion”, siger Helle Eglin fra børnehaven Tjørnebo, som har testet systemet siden oktober.

Med en bærbar pc på stuen kan personalet hurtigt og nemt notere observationer om børnene. Informationerne skrives direkte i ESDH-systemet, og dermed gemmes data med det samme på en sikker måde. Tidligere lavede pædagogen måske en note på en lap papir, som lå i lommen, indtil man fik tid til at skrive det ind på pc’en i personalerummet. Her blev det gemt på børnehavens lokale pc-drev.

Ved at bruge en bærbar på stuen spares tid. Den tid bruges på børnene, og det kan vi jo ikke få for meget af”, siger en glad Helle Eglin.

Deler viden
Med systemet kan børnehaven nemt, hurtigt og sikkert dele oplysninger med eksempelvis familieafdelingen, PPR eller administrationen. Med baggrund i de gode erfaringer tilbydes systemet nu alle børnehaver i kommunen.

”Vi forventer at få alle børnehaver koblet på i løbet af 2012. At relevante fagpersoner kan læse og arbejde i de samme dokumenter giver store fordele, både fagligt og administrativt. På sigt regner vi med at få andre typer institutioner på fx SFO’er.”, siger projektleder Mariann Norup.

En sidegevinst ved at have en bærbar pc på stuen er, at medarbejderne er mere tilbøjelige til at få lagt information til forældrene på børnehaveintra. Den digitale kommunikation bliver dermed en mere naturlig del af hverdagen til fordel for både kommune og forældre.

Kun få ekstraudgifter
Hedensted Kommune ejer ESDH-systemet SBSYS sammen med 9 andre kommuner og Region Midt. Fællesskabet giver gode muligheder for at føre begrebet ”brugerdrevet innovation” ud i livet. For eksempel ved at udvikle SBSYS Mini-versionen til børnehaver og andre institutioner. Af samme grund skal hverken institutionen eller kommunen betale for ekstra brugerlicenser.

Den enkelte børnehave skal dog selv købe en bærbar pc eller Ipad samt trådløst net. Alternativt kan børnehaven bruge den fastnetopkobling og stationære pc, alle institutioner har i forvejen. Her vil man dog miste mange af de fordele, der er ved at bruge systemet direkte på stuen.

 

For mere information:
Mariann Norup. Tlf. 7975 5009
Helle Eglin, Tlf. 7569 1314

 

Venlig hilsen

Britt Harboe

Kommunikationschef
Hedensted Kommune

E-mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Dir. tlf.: 7975 5572
Mobil: 2449 3767

 
 
 
 
SBSYS Brugerdrevet innovation – værdi for pengene